Haven i marts

Havens gøremål gjort nemmere i marts

 

  • Nye træer og buske skal plantes nu, og græsplænen skal efterses
  • Buske beskæres og du kan pynte dit hjem med flotte grene
  • Ukrudt i bede og krukker fjernes
  • Havedammen skal rengøres, og fiskene skal fodres

 

Haven i marts

Foråret begynder at banke på døren og vinterens kulde aftager. Det begynder for alvor at krible i fingerne for at komme igang med haven. Det kan endda være, at du har udtænkt nye tiltag i haven eller en ny indretning hen over vinteren, som du bare ikke kan vente med at få gjort til virkelighed. 

Marts er den måned, hvor man rigtig kan dufte, at foråret er på vej. De små vintergækker er en af de første blomster, der trodser vinterens kulde og popper op i dine bede, under hækken, og hvor de ellers finder vejen op. 

Du bliver dog nødt til at lade haveredskaberne ligge lidt endnu. På trods af at marts klimatologisk set betegnes som en forårsmåned kan dagene stadig være kølige og nætterne endnu koldere. Marts kan også byde på store mængder nedbør i form af slud og sne, hvilket kan være skadeligt for ny beplantning og for havens planter, der stadig er i vinterdvale.  

Der er dog stadig mulighed for at komme i haven i marts. Det er nu, at haven skal forberedes til den nye havesæson

 

Tid til nye træer og buske

Når vejret begynder at blive lidt varmere, er det tid til at få plantet de nye træer og buske. 

Det kan være en fordel, at undersøge bestøvningen af de valgte planter, så du er bedre forberedt og kan få det bedste udbytte af dine træer og buske

Marts er også den måned, hvor træer og buske begynder at vågne fra deres vinterhi og inden længe kan du fornemme de grønne skud. 

Marts er også en god måned at få plantet nye frugttræer, hvis ikke du fik gjort det i efteråret. Vælger du at plante nye frugttræer, vil vi dog stadig anbefale, at du beskytter dem mod frost. 

Den lune periode i marts er også et godt tidspunkt til at give græsplænen lidt ekstra opmærksomhed. 

Vinterens sne og kulde kan gøre jorden hård og græsset trist, så marts er en god tid til at rive plænen og få luftet jorden. Har du en stor plæne eller en hård jord, kan en vertikalskære være en god hjælp.

Det er stadig for tidligt at slå græsset i marts, men derfor kan du sagtens gøre den klar til det, ved at fjerne mos, blade og grene. 

 

Beskæring af havens planter

Marts er også den måned, hvor roserne skal beskæres, så de kan bruge deres energi på at sætte nye skud og derved blive mere tæt i sin vækst.

Det er også tid til at beskære havens andre buske og træer. Du kan stadig få beskåret frugttræerne, som du ikke nåede i efteråret, eller som lige skal studses lidt mere.

Marts er også den måned, hvor din lavendel skal beskæres og formes, så du kan få de fineste og mest velduftende lavendelkugler til sommer.

Vær dog opmærksom på, at du ikke klipper dem så langt ned, at du klipper den ned til, hvor der er træ. De skud, du klipper af, kan du sætte i en krukke med god pottemuld, så de kan sætte nye rødder og lave en ny plante.

I marts begynder varmen så småt at komme tilbage, så det er også i marts måned, at du skal begynde at forspire havens blomster og grøntsager.

 

Fjern ukrudt fra dine bede og krukker 

Marts er en god måned til at få fjernet ukrudt fra dine bede og krukker. Marts er oplagt til at få det fjernet i, da du nemt kan se, hvad der er ukrudt, og hvad der ikke er. 

Du kan derved nemt fjeren alt det smågrønne fra jorden i bedene. 

Mens du får luget dine bede og krukker, kan det anbefales, at du anvender er kultivator eller håndkultivator. Derved bliver jorden løsnet, og de planter, der skal blive i jorden har bedre vilkår til sine rødder og har derved bedre mulighed for en flot vækst. 

 

Havedammen

Når frosten ikke længere melder sin ankomst i nattetimerne, er det tid til at få pumperne i havedammen. 

Ydermere skal fiskene fodres med et energirigt foder, så de kan genvinde sin styrke efter den kolde vinterdvale.

Du kan også med fordel fjerne nedfaldne blade og andet dødt plantemateriale fra dammen, så du kan nyde synet af dammen på ny.